Det rigtige sted

Endnu en dag hvor jeg virkelig føler, at jeg er det rigtige sted. Jeg er blevet indviet i mere af den identitetskompleksitet, der er i blandt befolkningen her, og det gør mig helt høj at være en del af et miljø, hvor israelere og palæstinensere, som på trods af konflikten, kan være i samme rum og være gode venner, og på den anden side være vidt uenige og have mange forskellige personlige, politiske og religiøse interesser, som kommer til syne under et foredrag om messianske jøder og det israelske juridiske system.

Inviteret var en israelsk advokat som arbejder for Jerusalem Institute Of Justice. Han kæmper bl.a. for messianske jøders civile rettigheder og fortalte om, hvad definitionen på en jøde er ifølge domstolen og om ’The Law Of Return’ - hvem, der kan vende tilbage til Israel og få givet israelsk statsborgerskab uden videre. Det ledte imidlertid til glødende og interessante kommentarer og spørgsmål, og senere under frokosten fik jeg talt med flere af deltagerne, som bare er levende eksempler på, at det altså ikke er nemt at definere sig selv eller definere andre for dens sags skyld. For ikke nok med at være jøde, kan samme person samtidig være amerikaner, israeler og messiansk. Eller som kristen armenier være palæstinenser med israelsk statsborgerskab. Eller være en kristen og en blanding af en araber og en hollænder, men ligne en skandinav. Dét er altså for indviklet! – og faktisk et kæmpe issue, fordi mange har svært ved at finde sig til rette med, hvem de er, eller hvad de er mest!

Jeg bliver bare mere og mere overbevist om, at jeg er på rette vej uddannelses- og interessemæssigt, og at der er utallige muligheder for at arbejde indenfor dette felt med kultur, konflikt, identitet, psykologi, jura og civil rights!

Ane og jeg foran Musalaha-kontoret

Men vi har jo også fritid... så i aftes tog vi til Young Adults for første gang i King of Kings. Det blev dog ikke helt som forventet. Vi indledte med et par lovsange og et lynbibelstudie og tog dernæst til klassisk koncert, Brahms Relikvie-something, opført af et kristent symfoniorkester. Det foregik i salen nedenunder og de manglede tilskuere, så vi meldte os:) Det var nu en interessant og mere højkulturel oplevelse og særligt en prøvelse af ens tålmodighed og koncentration: Sid stille fra kl. 21-22, tal ikke, klap præcist, fald ikke i søvn! Det var nu smukt og virkelig fedt, når man lod sig koncentrere om enkelte instrumenter af gangen. Et power-nap var dog uundgåeligt og tiltrængt;)

Kulturmøde og campingtur

Deltaget i et Musalaha-arrangement - Tjek!
Fredag til lørdag listede vi os med på en campingtur med Musalaha's Young Adults, som har været med på tidligere rejser og arrangementer med Musalaha, og flere var ligesom os bare folk som kendte projektlederen, Ronit. Vi var en blandet flok af piger og drenge i alderen 24-30(?), kristne arabere og messianske jøder, alle israelere, udvekslingstuderende og staffmembers. Lokationen var nord for Tiberias på en campingplads lige ned til Genesareth Sø! Det betød også at de palæstinensiske Young Adults ikke kunne være med på denne tur, da det ikke er muligt for dem at rejse ind i Israel. Campingturen var på mange måder som man kunne forvente med icebreakers, badning, spisning, andagt og lovsang. Men det var alligevel en helt speciel oplevelse - især når 'Stormen på Søen' bliver udlagt, mens man sidder og kigger på Søen, og vi synger lovsange på skiftevis engelsk, arabisk og hebraisk. Det var meget givende at være en del af deres fællesskab og at mærke dem være så dedikeret til Yeshua.

Vi sov under åben himmel, hvilket var friskt, især med de sparsomme regndråber, der faldt i bare en fem minutters tid. Vejret i Tiberias var ellers fantastisk, og måske lidt for varmt, men det indbød bare endnu mere til at hoppe i vandet. Nu har jeg også prøvet at lege Banke Banke Bøf i vand;) Det tog lidt tid før folk blødte op og man fik snakket om lidt dybere ting og fik nogle af de unge jøders emigrationserfaringer, men det var utroligt spændende at høre deres historier. Én kom fra Rusland som 9-årig, én fra Rumænien som 23-årig, og flere kom fra USA, hvoraf nogle er rejst hertil uden sin familie og andre er kommet sammen med familien. Det må være hårdt at forlade alt, og samtidig fantastisk at kunne føle sig hjemme i et nyt land. Ville ønske campingturen varede lidt længere end 24 timer, men jeg ser forhåbentlig nogle af dem igen! Gensynet med Tiberias var også glædeligt, og der var da vist lige sket en nyrenovering af gågaden og dukket en McDonalds op.

Spist på Foccacia Bar - Tjek! (og det er ikke sidste gang!)
Jeg har efterhånden hørt en del om denne fantastiske restaurant i Jerusalem. Efter kirke i aftes tog Kristina og jeg så på udkig efter den - og fandt den. Fik en utrolig lækker salat med kød og focaccia med aubergine og tahin, og sidst men ikke mindst, hindbær-cheese-cake-mousse og chokolademousse med browniebund. Vi kunne slet ikke stå for menukortet, som var et live-menu-kort, hvor alle desserterne blev præsenteret for os på et sølvfad!

High: Er ikke nær så træt som jeg har været de forrige uger. Tror jeg er ved at tilpasse mig mit nye liv og arbejde! OG så har vi ryddet op og gjort rent i køkkenet, så nu er der rent faktisk plads til vores ting.

Low: Vi har stadig ikke en (tag)terrasse!

24 - og ikke for gammel til morgen fødselsdagssang

Det er tre uger siden vi ankom og intet problem at finde noget at fylde dagene ud med. Bare i denne weekend har jeg været til to fødselsdage (den ene min egen, den anden i nordbyen, halvanden times gåtur væk), to gudstjenester, en biograftur og spis-ude-aftner. Selvom Ane mener, at jeg har et utroligt højt energiniveau med alt det jeg har kunnet rende til hver uge hjemme i Danmark, så må jeg desværre erkende, at det er dalende. Jeg tror ikke jeg kan holde det samme niveau med et fuldtidsarbejde, flere kirker at komme i og snart arabisk undervisning to gange om ugen. Måske jeg skal til at lære at sige nej.

I lørdags fik jeg mulighed for at spille til gudstjenesten i Den Danske Kirke sammen med kirkevolontør Chris og præst Jakob. Jeg har godt kunnet mærke, at det kriblede lidt i fingrene efter at komme til at spille, så det er fedt at kunne være en del af lovsangen her. Det er dog en anden oplevelse, når klaveret ikke helt stemmer med sig selv - eller guitaren - og at man spiller til en gudstjeneste med 20 deltagere:) Efter kirke tog vi ud at spise sammen: Hamburgere og steak sandwiches! Har vist ikke spist entrecote i en sandwich før...

Og så tror man ikke man skulle få muligheden for at komme i nærheden af en biograf, der viser danske film. Men her i weekenden har der været Nordisk Filmfestival i Jerusalem, hvorfor vi selvfølgelig skulle ind og se 'En Familie'. Vi kom et kvarter for sent til forestillingen, men vi var hjerteligt velkomne - i en moderne biografsal med gratis entré og både arabiske og engelske undertekster. Filmen var, som danske film ofte er, alvorlig, med mange nærbilleder og relativt få replikker, men det var godt skuespil og den var til tider meget rørende.

Søndag morgen blev jeg så vækket på sengen med fødselsdagssang og gaver! Det var lige hvad man kunne ønske sig på sin 24 års fødselsdag. Har endnu ikke oplevet en fødselsdagsmorgen, der ikke begyndte sådan, og håber heller ikke det sker! Jeg havde inviteret de danske volontører til at komme forbi og med en utrolig lækker banankage, Ben&Jerry's og Salte Fisk havde vi en dejlig og hyggeligt eftermiddag, om end en lille sluttet kreds. Vi gik sammen ind til byen til endnu en gudstjeneste i en amerikansk pinsemenighed, King of Kings. De har også et ungdomssspor, Young Adults, som jeg regner med at besøge på torsdag. Aftensmaden blev endnu engang indtaget ude. Denne gang en falafel til kun 12 kr - den billigste jeg har set indtil nu, men desværre også den koldeste!

Nablus

I mandags tog vi på heldagstur til Nablus sammen med Jem, som er volontør hos Musalaha. Hun bor i Bethlehem og havde en ven, som ville være guide for os. Der er ikke mere end 60 km til Nablus (måske mindre endnu), men pga. grænserne måtte vi køre en stor omvej, så køreturen tog godt 2 timer hver vej - og i meget bjerget terræn. Det var en lang, men indtryksrig dag og det var fedt at høre en jævnaldrende palæstinensers vinkel på konflikten.

Muren ved Bethlehem Checkpoint

Stedet, hvor Jesus mødte den samaritanske kvinde ved brønden

Indgangen til en af de mange flygtningelejre...

Old City of Nablus

Jem, Ane and Motasem

Vi tog på det samaritanske museum i Nablus og mødte denne samaritaner og præst, som kan spore sin familie 163 generationer tilbage til Noa. Han fortalte om de nulevende samaritanerne, ca. 600, som i dag delvist bor i Nablus og Tel Aviv.

Paladset i baggrunden er Palæstinas rigeste mands residens

The City of Nablus

Her går mændende ofte arm i arm

En MEGET sød palestinensisk dessert bestående af sukker og ost. Jeg skulle spise det meget langsomt, for ikke at ...... mig. Tror det er første gang, at jeg ikke har spist op af min dessert!

Taybeh Oktoberfest

Taybeh er den eneste kristne by tilbage i Palæstina, som de seneste 20 år har blomstret op, hvad angår deres sundhedssystem, handel og turisme - og det takket være en dygtig forretningsmand og præst! Derfor afholder byen hvert år Oktoberfest og alle indbyggerne (kun 1600) medvirker ved salget af deres helt egen øl, Taybeh Beer, egne olivenprodukter, olie, sæbe, smykker, broderier og mad. På denne weekend indtjener byen ligeså meget som de normalt gør på et helt år. Det er en folke- eller kulturfest, hvor kunstnere fra hele verden er inviteret. Vi var så heldige være tilskuere til tyske tyroler musikanter og på programmet var også hip hop dansere og technobands.

Fem mand i en bod, måske normalt elektrikere eller landmænd, som til lejligheden serverer shawarma

Tyrolere eller...?

En journalist fra Bethlehem, som vi mødte - sød mand;)

Min første (ej måske tredje) henna tatovering

Optog

Taybeh

Man var da i sikre hænder...

Vi var så heldige at få et lift af vores chef Salim, hans kone Kay og sønnen Sam, som kunne fortælle os en masse om historien og baggrunden for Oktoberfesten, og agere som guides, da vi kørte fra Jerusalem og ind på Vestbredden. Det var også sjovt at se Salim fra sin mere familiefar-agtige side. Vi er kommet bedre ind på ham den seneste uge og han er nu ret kærlig og lyttende. Vi har desuden haft vores første 'medarbejderudviklingssamtale' - virkelig fedt:)

Otte til seksten

Alarmen ringer kl. 6.30.. 6.37.. 6.44 og allersidste gang kl. 6.51. Har lidt ondt af mig selv, nu hvor det er blevet virkeligheden hele fem dage om ugen. Den første uge på arbejdet har været som en tur i rutschebanen. Man glæder sig helt vildt til turen begynder, er lidt spændt og nervøs for at blive køresyg, og alligevel håber man ikke, at turen slutter for hurtigt.

Jeg har efterhånden glædet mig i lang tid til at komme i gang - med projektet, med arbejdet hos Musalaha, med en hverdag i Jerusalem. Jeg er flere gange blevet fyldt med en utrolig taknemmelighed for muligheden, oplevelsen og timingen af det hele. Jeg har samtidig tvivlet på, om opgaven var en jeg kunne klare. Men nu er jeg her, der er ikke gået mere end tolv dage og jeg trives meget hurtigere end ventet. At jeg føler mig hjemme, er måske lidt for store ord at bruge endnu, selvom Ane, Annette og Kristina gør det fedt at være her.

The Office

Det er ikke til at forudsige, hvad der venter dig på kontoret. Den ene dag tror man den står på litteratursøgning, men så går den med diverse møder med leder og projektkoordinator. Den næste dag sætter man dagen af til læsning, men ender til en planlægningsworkshop i flere timer. Nogle dage bliver bedre, andre mere frustrerende end forventet. Det er helt sikkert noget, som jeg skal lære at navigere i. Med lidt uklarhed over den egentlige opgave og især arbejdsmetode, er det godt jeg har lært at være omstillingsparat!

Den foreløbige rutschetur har givet mig oplevelsen af at være voksen, selvstændig, frustreret, uvidende og modløs. Jeg kan nu også svare ærligt på, hvordan jeg reagerer i stressede eller uforudsete situationer: jeg føler, at jeg kunne begynde at græde. Men men.. pt. har jeg/vi gåpåmod og et godt overblik. Der skal nok komme flere overraskelser, men jeg glæder mig til at lære af dem! I april 2013 står jeg sikkert og siger - er turen allerede slut?

High: Når ens kollega deler ud af nybagte breakfast burritos og at jeg kan gå på arbejde i slippers og bare tæer.

Low: At kontorstolen ikke er helt høj nok til skrivebordet, og når myggene elsker én så meget, at man ikke kan undgå at kradse sig selv til blods.

Hvis du kommer til et sted, der ser sådan ud...

  

... så kom endelig indenfor!

Det er nemlig her jeg bor. Bethlehem Road i den sydlige del af Jerusalem, ikke mere end tre-fire kilometer fra Bethlehem, en kilometer fra Joffihuset, 500 meter fra vores kontor i den ene retning og 500 meter fra en russisk butik i den anden retning, som sælger bacon og svinekød og har mere menneskelige åbningstider. Jeg må indrømme, at det kommer bag på mig hver gang butikkerne lukker ved to-tre-fire-tiden her om fredagen! Måske kunne vi i Danmark lære lidt af israelerne om at holde hviledagen hellig (selvom jeg nu foretrækker ikke at skulle tænke på, hvad jeg har lyst til at spise flere dage i forvejen)?

Hvis du kommer til et sted, der ser sådan ud...

 

... skal du ikke være træt eller ubeslutsom!

Dette er Shukken eller Mahane Yehuda, hvor vi køber frugt og grønt, mandler og tørrede abrikoser, søde kager, pitabrød og friskpresset juice. I dag var mit tredje besøg, og man bliver så småt vant til at skubbe sig frem i mængden og række posen frem med sine varer for at få lov at betale. Det kræver overskud og overblik, for man bruger helst ikke for lang tid i dette mylder af mennesker, oftest ældre mennesker og ortodokse jøder, som skal nå hjem inden shabatten begynder.

Bonusinfo: Du ved, at du står i et kosherkøkken, når spørgsmål som disse er helt normale: Er det her en uren tallerken? Har vi en mælkegryde? Hvad er pasta lavet af? Er æg et kød- eller mælkeprodukt? Kan jeg putte majs i denne gryde?