Blog-arkiv

mandag den 25. februar 2013

Den længe ventede Youth Follow Up

- finally!
Jeg tog til Israel for at skrive et ledermateriale til ung/teenledere til brug i teengrupper og først nu, efter 22 uger, er det lykkedes at komme med til et teenarrangement! Hvad siger man? Bedre sent end aldrig!
Måske har vi været uopmærksomme eller også har der bare ikke været et Musalaha-arrangement for teenagerne før nu.

Fredag til lørdag, lidt under 24 timer til rådighed, men et vellykket event. Vi var 10 teenagere, 1 leder og 3-4 volontører. Jeg var med det samme tændt på at have det sjovt, da jeg mødte de unge mennesker. Det er en fed aldersgruppe at arbejde med, selvom de dog viste sig at være lidt mere ustyrlige end jeg mindedes at teenagere var:) Min chefs yngste søn var med, en anden kollegas datter, og én der lignede en af mine tidligere gymnasiekammerater, så jeg følte allerede lidt connection fra begyndelsen.
Vi var med til at stå for den mest avancerede leg med plus og minus point, med spørgsmål og opgaver, tegn & gæt og karaoke! Det kunne umuligt blive kedeligt! Det var fedt at se, hvordan Shadia, vores seje 'kan alt' kollega, ledte programmet og undervisningen og med sine mange kreative elementer opfyldte hun netop alt det, som jeg sidder og skriver om. Hvad nyt kan jeg så lære hende?
De fleste teenagere var meget åbne og vi hyggede os med lege og guitarspil. Og så hedder jeg måske Reggae fra nu af..
Jeg glæder mig nu endnu mere til det næste arrangement: En 3 dages Youth Encounter i Marts, hvor vi skal hike i Golan Hights med en masse teenagere og vores herlige kolleger!

I morgen kl. 6. tager vi med danskerne på hard core ørkentur (80k) i Machtesh Ramon - vi ses på den anden side!

torsdag den 21. februar 2013

My Sweet Valentine

Valentines dag ikke noget jeg plejer at gå op i eller har haft en grund til at fejre, men i år faldt denne dag altså sammen med vores nødvendige visumfornyelse. Ane og jeg var mere eller mindre tvunget til at rejse ud af landet, men i virkeligheden var det nu ikke en så slem idé! Da vi først havde bestilt hotellet og havde udsigt til et par dage på en liggestol ved poolen glædede vi os bare til at komme afsted: På romantisk Valentine ophold i Aqaba i Jordan.
Vi blev budt velkommen med en drink og et 'Happy Valentine' og en buffet med lækre retter og (mindre lækre) desserter udskåret i hjerter.. nææh hvor fint! Vi følte os ikke helt på linje med de resterende gæster som kom i deres flotte tøj og trolleys, mens vi kom i mere afslappet tøj og med backpackers. Piccoloen tog vores tasker og ledte os til værelset - kan ikke mindes jeg er blevet behandlet så fornemt!

Vi tog én dag af gangen, ingen planer, ingen hast, ingen stress. Sove længe, indtage op til 4 retter morgenmad, svømmetur i den opvarmede pool, en halvtimes vandaerobic med to mandlige 'trænere' (ikke meget motion, men en oplevelse værd), dampbad, sauna, massage, og ikke mindst ligge i solen, blive varmet op (husk solcremen!), læse bøger og reflektere over livet. Jeg fik læst 'Hytten' af William Paul Young. Den satte mange sunde, udfordrende og inspirerende tanker i gang - den kan klart anbefales! Og dét med at være på 'sommerferie' uden sin familie gav mig en masse mindeværdige og skønne flash backs til min barndom. Hvor er jeg taknemmelig for min familie og alle de oplevelser vi har haft sammen:)
De to første dage i Aqaba var rolige og forudsigelige, de næste dage mod Eilat gav et par overraskelser, men sådan er ferier nu også sjovest, når man står og ser tilbage på dem.

Man er altid lidt nervøs for at skulle krydse grænsen og paskontrollen til Israel, for de har en skøn (not!)  form for forhøringsprocedure. Efter taskerne var blevet gennemlyst skulle de åbnes, og ups, dér lå vores arabiskbøger. Jeg måtte på bedste måde forklare hvorfor dog vi havde lyst til og brug for at lære arabisk, og ikke hebraisk, hvilken specifik kultur vi var så interesseret i m.m. De tyve minutters forhør gik efter omstændighederne fint, og vi kom ikke ind på, om vi bare var turister eller også volontører - heldigvis! I paskontrollen blev vi ydermere udspurgt og anklaget for at opholde os ulovligt i landet, for selv på turistvisum må man ikke være her mere end tre måneder, og nu havde vi jo allerede været her i seks! Derfor fik vi kun én måneds visum, og skal om et par uger bøvle med at få det forlænget endnu måned.

I Eilat skulle vi så finde vores hostel for den sidste nat. Taxachaufføren kørte os i to omgange til den forkerte adresse. Først til et stort fint hotel med næsten samme navn som vores hostel, dernæst til et hostel kaldet Sea Princess, og hvorfor det, vides endnu ikke! Vi havde booket hostelet hjemmefra over nettet, men efter halvanden times vandren rundt i de sabbatstomme gader, spurgt adskillige ho(s)telejere  måtte vi konstatere, at hostelet ikke fandtes! Ingen kendte til adressen, ingen kendte til navnet, telefonnummeret kunne ikke ringes op og emailsadressen lød som en joke. Vi er måske blevet fuppet, hvem ved, men vi fik pengene tilbage fra booking.com (vær lidt opmærksom hvis du bestiller derfra).

Sidste dag tog vi til Dolphin Reef, hvilket Ane har skrevet meget mere om på sin blog anenord.blogspot.com, hvor vi snorklede i det Røde Hav med delfiner svømmende, legende, 'mate'ende lige under os - det var en smuk oplevelse! Man kunne sagtens have brugt en hel dag med at kigge på delfiner, men det må blive næste gang.
Lige for tiden er arbejdsdagene lidt for trivielle og synes snart ikke der er mere at lave for os. Mangler et kapitel plus det løse, men er ved at være godt brugt. Heldigvis kunne jeg så bruge hele eftermiddagen i dag sammen med Shadia og Ane på at forberede weekendens Youth Follow Up med at udvikle en ret kompliceret og dog indholdsrig leg. Jeg tror den bliver en god blanding af alt fra tegn og gæt, gæt og grimasser, musik og kendte-quiz, dans, karaoke etc. Noget skal de unge jo underholdes med - og sjovt, det bliver det helt sikkert!

tirsdag den 12. februar 2013

Tel Aviv og Fuldt Hus

Skulle det virkelig tage mig så lang tid før jeg kom til Tel Aviv? Og der er ikke længere end en times bustur. Søndag tog vi seks piger, Katrine, Maria, Lene, Kristina, Ane og jeg på picnic til stranden i Israels største og mest vestlige storby. Stemningen mindede lidt om Berlin eller Paris, i det mindste forstæder hertil. Vi havde ok med sol, dog ikke helt varmt nok til at springe i badetøjet og i Middelhavet, selvom en del surfere var ude på bølgerne. Vi havde ikke andre planer end at tage til stranden og spadsere rundt i byen. Vi nåede ned til Yafo, den gamle og meget smukke bydel, og shoppede i antik- og genbrugsboder. Vi stødte på en auralæser, en meget gammel lang- og hvidhåret mand, der havde fået lidt for meget sol, et par motionerende otto'er (ortodokse jøder) og to-tre brude i kridhvidt. Ps. Vi kom ikke hjem med ikke helt tomme tasker. Er nu ejer af et stort/tykt/varmt tørklæde, en gammel blå 'nummerplade' med nummeret 12 og en uglehalskæde.
Ane og Lene
Kristina og Maria
Meget tam due og Katrine

Doorways of Tel Aviv
Én af mange brude
Ottoerne i baggrunden motionerede lige før.. :) 
Turen til Tel Aviv var også afskedstur for Kristina, som vi skal sige farvel til i morgen aften - snøft;(

I går havde vi lejligheden fuld af gæster - og hvor sker det alt for sjældent! 12 i alt; kolleger, rumboer og venner. Menuen var dansk med hakkebøffer og bløde løg, grønne bønner, kogte kartofler og gulerods- og appelsinsalat - og sidst men ikke mindst bearnaisesovsen! Gæsterne havde medbragt vin og hjemmebagte småkager og popcorn indhyllet i kanel/smør/sukker (det er faktisk slet ikke dårligt) til dessert! Folk hyggede sig (har lige fået en takkemail fra vores kollega, som tak for en skøn aften og hun sagde at hendes 2-årige datter, som er noget af det sødeste, 'had really fun'!). Fantastisk at kunne blande sine omgangskredse, at vise dem frem for hinanden, og bare det at kunne invitere hjem på eget territorium. Jeg tror allerede der er lagt i ovnen til flere sammenkomster med staff (+ en afskedsfest på Shadia's tagterrasse i den gamle by). På to uger har vi allerede mødtes to gange, så mon ikke vi når nogle flere inden vi skal hjem, hvilket er om 9 uger - i dag! Oh no!
Hedva, Philip, Shiraz
Dan og Katrine
Shiraz, Ambreen, Phonecia
Shadia og Sidsel
Og endnu en farvelkrammer til Kris - kommer helt sikkert til at savne min roomie!

mandag den 11. februar 2013

Falafel og flygtningelejr

Fi kaman hawale-ha (fi Bethlahim) talat muhammayat; muhayyam d’Ayda, w-muhayyam d’Dhese w-muhayyam d’Azze. (Og heromkring Bethlehem ligger tre flygtningelejre: Ayda, Dhese og Azze/Gaza). Dette fortæller vores arabisk bog, og skulle man så ikke tage forbi og se hvad disse gemmer på?

Sidst vi var i Ramallah fik vi et hint om, at en kvinde, født med muskelsvind og som sidder i kørestol, hver fredag åbner sit hjem op for palæstinensiske og internationale kvinder til at deltage i en madlavningslektion og efterfølgende måltidsfællesskab. Og hun (Echlas) bor netop i flygtningelejren Azze i Bethlehem. Fredag morgen gik vi af sted, seks piger, vejret var skønt og vi havde god tid. På vejen fik vi kigget lidt nærmere på muren, graffitien og historierne, der udgør ’The Wall Museum’.
Vi vidste ikke helt præcist hvor i flygtningelejren hun boede, så det var utrolig timing, at der kom en vesterlænding gående ligesom vi stod og tænkte over næste træk. Hun var franskmand og kendte heldigvis Echlas, så hun viste os vej derind. Echlas mødte os med et stort smil, og ligeså søsteren (kokken), søsterens mand og barn og Jasmin (engelsk volontør).

Echlas har på grund af sit handicap brug for en personlig hjælper. Det er ofte udenlandske volontører som kommer og hjælper hende i et par måneder, til gengæld får de mad og arabisk undervisning. Hun har været så taknemmelig for al den hjælp hun har modtaget, at hun ville give noget mere igen. Derfor har hun siden november 2012 inviteret hjem til madlavning og spisning om fredagen. Hun synes det er ærgerligt at internationale besøgende/turister ikke møder andre end palæstinensiske mænd, for det er oftest dem, der ses i gadebilledet og som er mest opsøgende. Ved at invitere kvinder hjem til sig selv, har hun skabt et forum hvor kvinder, palæstinensiske og internationale, kan mødes og lære hinanden at kende. Echlas virker som en stærk kvinde med drømme og håb. Hun er muslim, men bærer ikke tørklæde. Hun er glad for at rejse, har været i Sverige, Barcelona og Tyskland, og kan godt lide at blande sin egen kultur med andre. Hun føler sig lidt som ’in between’ fortæller hun. Når hun er udenlands underviser hun børn om Palæstina og har aktiviteter med. Hun er også tegner.

Det var hyggeligt at snakke lidt med hende inden vi gik i gang med at lære at lave hummus (hvor er det nemt, og slet ikke så usundt, for der er ikke engang olie i!) og falafel (de bedste jeg nogensinde har smagt!!!), og hun i mellemtiden gik ind i et andet værelse for at give arabisk undervisning til en svensk kvinde. Der var også en japansk ph.d. studerende, en canadisk/engelsk volontør, os danskere, og senere, da vi var på vej ud af døren, kom et par unge palæstinensiske piger og en ældre kvinde.
Det var en rigtig dejlig formiddag-eftermiddag, hvor vi fik set ind i et autentisk lokalt hjem, med masser af hjerterum og kunstige buketter, cigaretrøg, mellemøstlig sæbeopera i tv og en mand som hjælper til i køkkenet! Fik desværre ikke noget billede af Echlas, det lod ikke til at hun var frisk på det.

Om aftenen var der kombineret Shalom-night, velkomstfest og afskedsfest for volontørerne i præstelejligheden. Sidsel og jeg ville gerne gå ude i det dejlige solskinsvejr, så vi endte med at gå fra Bethlehem til French Hill, med et smut forbi en is-kiosk og udsigtspunktet ind over Jerusalem – en tur der endte med at tage fire timer (ca. 15 km). Men med en tidligere rumbo kan man sagtens finde samtaleemner, om det så skal være fra efterskoletiden.

På trods af en lang og udmattende fredag stod vi ’tidligt’ op og tog i Jerusalem Assembly lørdag, en messiansk menighed, som ligger fem minutter herfra. Kirkesalen var en stor hal/fabrik/kontorbygning og måske var jeg bare lidt for træt til at holde ørene stive i 2,5 time, mens gudstjenesten stod på. Det virkede ellers som et dejligt sted og dejlige mennesker, dog med lidt mere afdæmpet lovsang end jeg er blevet vant til. Efterfølgende var der gratis frokost; først pitabrød og kage og i anden omgang kyllingelår og kartofler. På taget har de indrettet en taghave med kunstigt græs, og som fungerede som ’børnerum’. Der var en helt fantastisk udsigt over byen (Note: Jeg ønsker mig en taghave!) og så fandt vi ud af, at hvis man blærer sig med vindmøller og baglæns kolbøtter, så kommer børnene løbende for at lege! Efter fem minutter sad jeg med en fireårig på skuldrene, mens jeg sang ’babyfinger, how do you do’ med en seks årig. Nååh.

onsdag den 6. februar 2013

Få gnisten tilbage

What? Jeg har ikke taget et eneste billede af Jerusalem, kultur eller oplevelser i denne uge! Hvor er min første kærlighed dog blevet af? Måske manifesterer den sig bare på en ny måde? Måske er det, at jeg er begyndt at lave mad (et af nytårsforsættene), det vil sige, at jeg har stået i køkkenet i op til 1 hel time hele to gange i denne uge for at lave en varm ret til mig selv! Jeg er nu lidt overrasket over mig selv.

Her på Derech Beit Lehem har vi budt vores nye rumbo velkommen, som skal holde os med selskab, når Kristina tager hjem om en uge. Katrine hedder hun, og det viser sig at vi har mindst tre nære venner tilfælles, så det skaber jo et godt udgangspunkt. Og ellers havde hun helt sikkert kunne charmere sig ind på os alligevel - det har hun i hvertfald gjort.
En af mine efterskole- og klyngeveninder har også meldt sig på banen. Sidsel, som er kommet til Bethlehem for at lære arabisk de næste par måneder, og som jeg har/kommer til at hænge ud med once in a while - hvor hyggeligt!

I aftes var vi til pigeaften i præstelejligheden, da præsten var ude af huset, og vi quizzede i tøsefilm, musik, kendte kvinder, Friends m.m. fra 90'erne, og mon ikke holdet med den højeste gennemsnitsalder vandt? Der er vel nogle fordele ved at være en af de ældste volontører. Hvis nogen kunne bruge en genial lær-hinanden-at-kende-leg, så hør her.
Alle skriver på en lap papir sit navn + en kort sætning med en oplevelse de har haft (uden for mange detaljer). Fx. 'Dengang min kæbe gik af led' eller 'Dengang jeg tabte mine badebukser i Vesterhavet'. Alle sedlerne foldes og puttes i en skål. En seddel trækkes og tre personer bliver udvalgt til at fortælle hvad der skete. En af de tre skal være den rigtige ejermand af historien. Så nu gælder det om at være god til at lyve. Efter at have hørt de tre historier skriver hver deltager hvem de tror har den rigtige historie. Sådan fortsætter legen hele vejen rundt indtil det til sidst afsløres, hvem der i virkeligheden havde hvilken historie. Varighed: ca. 1 time med 12 deltagere. Stjerner: **** ud af *****.

Og så til lidt arbejde: I weekenden blev det endelig tid til vores første workshop (udskudt fra November pga. Gazakrigen), og det var en succes. Det hele var meget uformelt, Shadia styrede det fint, vi fremlagde lidt og folk bød ind og kom med konkret feedback på vores kapitler, som jeg så har kunnet rette på i denne uge. De var meget glade for at se deres tanker og drømme om et curriculum endelig nedskrevet på mellem 80-100 sider - so far.

Ugens nyhed:
Jeg fortsætter volontørlivsstilen fra maj-juli på en YWAM DTS i New York! Var der nogen der sagde, at man kunne blive for godt vant til eventyr?


Nu hvor jeg ikke kan bidrage med billeder, så kan du få lidt musik i stedet (som har kørt i baggrunden her hos mig):
The Temper Trap - Sweet Disposition
Sam Sparro - Black and Gold
Sara Bareilles - King of Anything
Sys Bjerre - Alle Mine Veninder
og ikke mindst '10 Things I Hate About You'