Falafel og flygtningelejr

Fi kaman hawale-ha (fi Bethlahim) talat muhammayat; muhayyam d’Ayda, w-muhayyam d’Dhese w-muhayyam d’Azze. (Og heromkring Bethlehem ligger tre flygtningelejre: Ayda, Dhese og Azze/Gaza). Dette fortæller vores arabisk bog, og skulle man så ikke tage forbi og se hvad disse gemmer på?

Sidst vi var i Ramallah fik vi et hint om, at en kvinde, født med muskelsvind og som sidder i kørestol, hver fredag åbner sit hjem op for palæstinensiske og internationale kvinder til at deltage i en madlavningslektion og efterfølgende måltidsfællesskab. Og hun (Echlas) bor netop i flygtningelejren Azze i Bethlehem. Fredag morgen gik vi af sted, seks piger, vejret var skønt og vi havde god tid. På vejen fik vi kigget lidt nærmere på muren, graffitien og historierne, der udgør ’The Wall Museum’.

Vi vidste ikke helt præcist hvor i flygtningelejren hun boede, så det var utrolig timing, at der kom en vesterlænding gående ligesom vi stod og tænkte over næste træk. Hun var franskmand og kendte heldigvis Echlas, så hun viste os vej derind. Echlas mødte os med et stort smil, og ligeså søsteren (kokken), søsterens mand og barn og Jasmin (engelsk volontør).

Echlas har på grund af sit handicap brug for en personlig hjælper. Det er ofte udenlandske volontører som kommer og hjælper hende i et par måneder, til gengæld får de mad og arabisk undervisning. Hun har været så taknemmelig for al den hjælp hun har modtaget, at hun ville give noget mere igen. Derfor har hun siden november 2012 inviteret hjem til madlavning og spisning om fredagen. Hun synes det er ærgerligt at internationale besøgende/turister ikke møder andre end palæstinensiske mænd, for det er oftest dem, der ses i gadebilledet og som er mest opsøgende. Ved at invitere kvinder hjem til sig selv, har hun skabt et forum hvor kvinder, palæstinensiske og internationale, kan mødes og lære hinanden at kende. Echlas virker som en stærk kvinde med drømme og håb. Hun er muslim, men bærer ikke tørklæde. Hun er glad for at rejse, har været i Sverige, Barcelona og Tyskland, og kan godt lide at blande sin egen kultur med andre. Hun føler sig lidt som ’in between’ fortæller hun. Når hun er udenlands underviser hun børn om Palæstina og har aktiviteter med. Hun er også tegner.

Det var hyggeligt at snakke lidt med hende inden vi gik i gang med at lære at lave hummus (hvor er det nemt, og slet ikke så usundt, for der er ikke engang olie i!) og falafel (de bedste jeg nogensinde har smagt!!!), og hun i mellemtiden gik ind i et andet værelse for at give arabisk undervisning til en svensk kvinde. Der var også en japansk ph.d. studerende, en canadisk/engelsk volontør, os danskere, og senere, da vi var på vej ud af døren, kom et par unge palæstinensiske piger og en ældre kvinde.

Det var en rigtig dejlig formiddag-eftermiddag, hvor vi fik set ind i et autentisk lokalt hjem, med masser af hjerterum og kunstige buketter, cigaretrøg, mellemøstlig sæbeopera i tv og en mand som hjælper til i køkkenet! Fik desværre ikke noget billede af Echlas, det lod ikke til at hun var frisk på det.

Om aftenen var der kombineret Shalom-night, velkomstfest og afskedsfest for volontørerne i præstelejligheden. Sidsel og jeg ville gerne gå ude i det dejlige solskinsvejr, så vi endte med at gå fra Bethlehem til French Hill, med et smut forbi en is-kiosk og udsigtspunktet ind over Jerusalem – en tur der endte med at tage fire timer (ca. 15 km). Men med en tidligere rumbo kan man sagtens finde samtaleemner, om det så skal være fra efterskoletiden.

På trods af en lang og udmattende fredag stod vi ’tidligt’ op og tog i Jerusalem Assembly lørdag, en messiansk menighed, som ligger fem minutter herfra. Kirkesalen var en stor hal/fabrik/kontorbygning og måske var jeg bare lidt for træt til at holde ørene stive i 2,5 time, mens gudstjenesten stod på. Det virkede ellers som et dejligt sted og dejlige mennesker, dog med lidt mere afdæmpet lovsang end jeg er blevet vant til. Efterfølgende var der gratis frokost; først pitabrød og kage og i anden omgang kyllingelår og kartofler. På taget har de indrettet en taghave med kunstigt græs, og som fungerede som ’børnerum’. Der var en helt fantastisk udsigt over byen (Note: Jeg ønsker mig en taghave!) og så fandt vi ud af, at hvis man blærer sig med vindmøller og baglæns kolbøtter, så kommer børnene løbende for at lege! Efter fem minutter sad jeg med en fireårig på skuldrene, mens jeg sang ’babyfinger, how do you do’ med en seks årig. Nååh.