Jeg er nu trygt tilbage i Danmark på 7. dagen, og mit liv som det har været de seneste syv måneder føles så ufatteligt langt væk allerede. Det føles, trods det, ikke lang tid siden jeg var i DK sidst. Om jeg er blevet offer for det famøse omvendte kulturchok er svært at sige, men jeg er lidt forvirret over vejret og hvilken årstid vi er i, og hvilken ugedag, hvorfor madpriserne er så høje, hvorfor mennesker på gaden virker kolde og uinteresserede, og hvorfor alle folk ser så smarte ud i tøjet?
Det er nu også mærkeligt at komme hjem og lige pludselig være uden titel. Jeg arbejder ikke, jeg studerer ikke, men jeg er åbenbart (en form for) ekspert i Israel-Palæstina-konflikten, der turnerer og deler mine erfaringer, indsigt og oplevelser med folk i private hjem, på caféer og universiteter, og muligvis også i lokalradioen.
Efter sådan en lang rejse skal man jo evaluere og se tilbage på hvad man har lært, så det har jeg allerede brugt en hel del tid og tanker på, og man bliver jo helt udmattet, især når man ønsker at få det hele med! I får bare lige et par punkter:
- Jeg har set diversiteten af, hvad kristendom og kristen tro kan være og er.
- Jeg har følt mig hjemme og rummet af mennesker med en helt anden kulturel baggrund.
- Jeg er utrolig taknemmelig for alt det jeg har fået lov at opleve, set og hørt, grædt og grint.
- Jeg vil blive ved med at møde, være åben og lære af mennesker, som ikke er som mig selv.
- Jeg vil være mere i min stretching zone - hvor jeg bliver udfordret, bruger og udvikler mine evner, så jeg ikke ender med at være passiv i min comfort zone.
High: At min familie og venner stadig er de samme skønne mennesker, som jeg huskede!
Low: At min eksterne harddisk med alle mine billeder fra det seneste år pludselig ikke er tilgængelig - derfor får I lidt dugfriske billeder fra Photo Booth. Sorry!
.png)
