Blog-arkiv

mandag den 15. oktober 2012

24 - og ikke for gammel til morgen fødselsdagssang

Det er tre uger siden vi ankom og intet problem at finde noget at fylde dagene ud med. Bare i denne weekend har jeg været til to fødselsdage (den ene min egen, den anden i nordbyen, halvanden times gåtur væk), to gudstjenester, en biograftur og spis-ude-aftner. Selvom Ane mener, at jeg har et utroligt højt energiniveau med alt det jeg har kunnet rende til hver uge hjemme i Danmark, så må jeg desværre erkende, at det er dalende. Jeg tror ikke jeg kan holde det samme niveau med et fuldtidsarbejde, flere kirker at komme i og snart arabisk undervisning to gange om ugen. Måske jeg skal til at lære at sige nej.

I lørdags fik jeg mulighed for at spille til gudstjenesten i Den Danske Kirke sammen med kirkevolontør Chris og præst Jakob. Jeg har godt kunnet mærke, at det kriblede lidt i fingrene efter at komme til at spille, så det er fedt at kunne være en del af lovsangen her. Det er dog en anden oplevelse, når klaveret ikke helt stemmer med sig selv - eller guitaren - og at man spiller til en gudstjeneste med 20 deltagere:) Efter kirke tog vi ud at spise sammen: Hamburgere og steak sandwiches! Har vist ikke spist entrecote i en sandwich før...
Og så tror man ikke man skulle få muligheden for at komme i nærheden af en biograf, der viser danske film. Men her i weekenden har der været Nordisk Filmfestival i Jerusalem, hvorfor vi selvfølgelig skulle ind og se 'En Familie'. Vi kom et kvarter for sent til forestillingen, men vi var hjerteligt velkomne - i en moderne biografsal med gratis entré og både arabiske og engelske undertekster. Filmen var, som danske film ofte er, alvorlig, med mange nærbilleder og relativt få replikker, men det var godt skuespil og den var til tider meget rørende.

Søndag morgen blev jeg så vækket på sengen med fødselsdagssang og gaver! Det var lige hvad man kunne ønske sig på sin 24 års fødselsdag. Har endnu ikke oplevet en fødselsdagsmorgen, der ikke begyndte sådan, og håber heller ikke det sker! Jeg havde inviteret de danske volontører til at komme forbi og med en utrolig lækker banankage, Ben&Jerry's og Salte Fisk havde vi en dejlig og hyggeligt eftermiddag, om end en lille sluttet kreds. Vi gik sammen ind til byen til endnu en gudstjeneste i en amerikansk pinsemenighed, King of Kings. De har også et ungdomssspor, Young Adults, som jeg regner med at besøge på torsdag. Aftensmaden blev endnu engang indtaget ude. Denne gang en falafel til kun 12 kr - den billigste jeg har set indtil nu, men desværre også den koldeste!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar