Otte til seksten

Alarmen ringer kl. 6.30.. 6.37.. 6.44 og allersidste gang kl. 6.51. Har lidt ondt af mig selv, nu hvor det er blevet virkeligheden hele fem dage om ugen. Den første uge på arbejdet har været som en tur i rutschebanen. Man glæder sig helt vildt til turen begynder, er lidt spændt og nervøs for at blive køresyg, og alligevel håber man ikke, at turen slutter for hurtigt.

Jeg har efterhånden glædet mig i lang tid til at komme i gang - med projektet, med arbejdet hos Musalaha, med en hverdag i Jerusalem. Jeg er flere gange blevet fyldt med en utrolig taknemmelighed for muligheden, oplevelsen og timingen af det hele. Jeg har samtidig tvivlet på, om opgaven var en jeg kunne klare. Men nu er jeg her, der er ikke gået mere end tolv dage og jeg trives meget hurtigere end ventet. At jeg føler mig hjemme, er måske lidt for store ord at bruge endnu, selvom Ane, Annette og Kristina gør det fedt at være her.

The Office

Det er ikke til at forudsige, hvad der venter dig på kontoret. Den ene dag tror man den står på litteratursøgning, men så går den med diverse møder med leder og projektkoordinator. Den næste dag sætter man dagen af til læsning, men ender til en planlægningsworkshop i flere timer. Nogle dage bliver bedre, andre mere frustrerende end forventet. Det er helt sikkert noget, som jeg skal lære at navigere i. Med lidt uklarhed over den egentlige opgave og især arbejdsmetode, er det godt jeg har lært at være omstillingsparat!

Den foreløbige rutschetur har givet mig oplevelsen af at være voksen, selvstændig, frustreret, uvidende og modløs. Jeg kan nu også svare ærligt på, hvordan jeg reagerer i stressede eller uforudsete situationer: jeg føler, at jeg kunne begynde at græde. Men men.. pt. har jeg/vi gåpåmod og et godt overblik. Der skal nok komme flere overraskelser, men jeg glæder mig til at lære af dem! I april 2013 står jeg sikkert og siger - er turen allerede slut?

High: Når ens kollega deler ud af nybagte breakfast burritos og at jeg kan gå på arbejde i slippers og bare tæer.

Low: At kontorstolen ikke er helt høj nok til skrivebordet, og når myggene elsker én så meget, at man ikke kan undgå at kradse sig selv til blods.