Blog-arkiv

søndag den 4. november 2012

Friends


in Office
Det kræver lidt ekstra energi at komme tilbage på kontoret efter næsten en uges ferie, så jeg blev glædeligt overrasket, da jeg kunne få lov at forlade pladsen foran skærmen og udskifte musen med en malerpensel. Fredag var der nemlig dømt Painting Day - vores undervisningslokale trænger til en opfriskning! Vi var fem volontører og én fra staff som brugte dagen på at male, flytte rundt og gøre rent. Ja, vi hyggede os meget med det, snakkede om stort og småt og bestilte noget take-away. Der var ikke helt pensler nok til alle, men nogen skulle jo også sætte tape op, fjerne pletter og udpege helligdage;) Nu har vi så en armygrøn væg og et orange køkken, og det pynter! Det kan godt være vi kunne have brugt dagen mere konstruktivt på vores egentlige arbejdsopgave, men det var nu rart at hænge ud med kollegerne/vennerne.

in Ramallah
I går begav vi os så til Ramallah for at besøge Ane og Sahar, en dansker og en palæstinenser, vi lærte at kende på DUF-kurset i september. De er i fuld gang med et projekt for Palæstinensisk og Jordansk Røde Halvmåne og er i den forbindelse tre uger i Ramallah. Sahar er fra byen, så hun kunne vise os rundt i alle de gode (og billige, men det måtte vi ikke sige højt) butikker! Sahar mødte adskillige bekendte og familie rundt i byen, så vi følte os også godt hjemme. Vi spiste middagsmad kl. tre på en meget flot restaurant med tagterrasse og udsigt over byen - og ja, her er stadig 25 grader og varmt! 

Her bor og arbejder Ane og Sahar

Vi var også så heldige at komme på besøg hos Sahars familie, som lige var kommet hjem fra Mekka og havde derfor en masse gæster, som ville høre om deres tur. Jeg var overrasket over hvor flot de boede i forhold til de huse, vi ellers har set. Huset var fem år gammelt og havde to køkkener; ét de brugte og ét just for the show – meget morsomt! Vi blev budt på hjemmebagte kager og dadler og hele fire omgange drinks; stærk arabisk kaffe, meget sød arabisk pebermyntete, almindeligt vand OG helligt vand fra Mekka, som man i øvrigt kun kan komme af med ved at svede det ud. Familien var rigtig søde og gæstfrie og vi skulle endelig komme igen. Det skal de ikke sige to gange. Måske det kan blive til spisning næste gang? I næste uge kommer Ane her og besøger os og vi kan vise hende rundt her i Jerusalem.
Tv-stue med madrasser rundt langs væggene
I haven (undskyld den dårlige kvalitet)
Sahars bedstemor
og her har vi deres show-køkken! Det egentlige køkken lignede mere et bryggers med to små kogeplader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar